Kirkeårets farver

Kirkeårets liturgiske farver

Kirkeårets rytme er cyklisk og begynder 1. søndag i advent. Denne cyklus gentager sig år efter år, ligesom naturens cyklus er vinter, forår, sommer, efterår, vinter – og gentager sig igen og igen.
I kirkens gudstjenester gentages fortællingen om Jesus år efter år, og til hver helligdag i kirkeåret er der knyttet en samling af tekster fra Bibelen.
Kirkeårets rytme har dog ikke kun sit udtryk i tekster, men også i farver – de liturgiske farver – der hører til gudstjenestens fastlagte form. Nutidens liturgiske farver er stort set uændrede siden middelalderen.

Den hvide farve

Er lysets, renhedens og uskyldens farve. Den anvendes som festfarven til de store Kristusfester. Den anvendes således juledag, hvor Jesu fødsel fejres, de to påskedage, der markerer opstandelsen, allehelgen, Mariæ Bebudelsesdag, Kristi Himmelfartsdag samt skærtorsdag, hvor Jesus indstiftede nadveren. Hvid som renhedens, uskyldens og festens farve kender vi også fra den hvide dåbskjole, konfirmationskjolen og brudekjolen.

Den grønne farve

Denne farve symboliserer vækst, forår og håb. Farven anvendes i helligtrekonger-tiden og trinitatistiden (den festløse del af kirkeåret mellem pinse og advent), hvor evangelieteksterne fortrinsvis handler om Jesu barndom og opvækst samt om at vokse i troen.

Den røde farve

Er ildens, blodets, kærlighedens og Helligåndens farve og symboliserer endvidere lidenskab. I pinsen mindes vi, at Helligånden kom over apostlene i form af ildtunger, derfor den røde farve. Som blodets farve benyttes den på kirkens eneste martyrdag, Sankt Stefans dag, som er 2. juledag.

Den sorte farve

Sort er sorgens og dødens farve og bruges udelukkende langfredag.

Tekst: Sognepræst Lotte Sandø Heftye, Hjortdal